Interview. Han gjorde det for Belgien og for et truet og naivt Europa. Den belgiske jihadforsker Montasser AlDe’emeh lod sig hverve som spion mod Islamisk Stat. Til Weekendavisen fortæller han, hvordan han endte med at få både Islamisk Stat og efterretningstjenesten på nakken.
BRUXELLES – Ha n stopper i rundkørslen og vinker mig hen til bilen. Klokken er næsten 23. Af alle Bruxelles' nabolag har Montasser AlDe’emeh valgt Schaerbeek som mødested, det berygtede Molenbeeks søsterkvarter. Endnu en af jihadisternes europæiske hjemmebaner. I marts 2016 tog tre af Islamisk Stats terrorister en taxi herfra til Zaventem-lufthavnen. Femten minutters køretur med sprængstoffer i kufferten og bombebælter spændt om maven.
AlDe’emeh, kortklippet med trimmet fuldskæg, er klædt i mørkt jakkesæt og slips. Han veksler mellem engelsk og arabisk, mens han styrer bilen væk fra Schaerbeek, ud af Bruxelles. Det er en skelsættende dag for ham. Hans seneste bog Dubbelleven (Dobbeltliv) er netop udkommet. En bog, hvor AlDe’emeh næsten uden filter fortæller om de seneste og temmelig usædvanlige år i sit liv, og om hvordan han lod sig rekruttere af den belgiske efterretningstjeneste og begyndte at hjælpe staten med informationer om de belgiske IS-terrorister, han havde oparbejdet et nært forhold til som jihadforsker. Når bogen alligevel har et filter, er det, fordi AlDe’emeh undlader at beskrive en række af de metoder, han brugte i sin tid som informant. Han har også udeladt informationer om jihadister i andre lande end Belgien, til trods for at han kender til sager, eksempelvis i Danmark. Men bogen handler også om, hvordan det hemmelige og følsomme samarbejde brat sluttede, da belgisk politi blandede sig.
AlDe’emehs bog er et ideologisk opråb fra en mand, der spørger, hvorfor man skal nøjes med at være forsker, når man kan hjælpe sit land, sit kontinent, i kampen mod fundamentalistisk terror. En mand, der i dag er tvunget til at bo på en hemmelig adresse, fordi Islamisk Stat vil slå ham ihjel. »Hør her,« siger han, mens vi glider gennem de halvtomme og mørke gader til lyden af traditionel palæstinensisk dabke-musik. »Afradikaliseringsprojekterne virker ikke. De virker simpelthen ikke. Spild af penge.« AlDe’emeh er blandt de få, der kender begge sider af plagen fra jihadisterne. Han kender jihadisternes tankesæt og ved, hvad de, der står på den modsatte side, taler om og prioriterer til daglig. Han er ikke imponeret.
»Europa har et kæmpe problem. Voldelige ideer spredes i samfundet. Mange muslimske immigranter nægter at lade sig integrere. De tager Mellemøsten med hertil og modarbejder bevidst demokrati og pluralisme. Som jeg ser det, er Europa i færd med at importere sin egen borgerkrig. Samtidig tror man naivt, at tingene går over,« siger han.
En karriere som informant
AlDe’emeh er født i Jordan i en familie med palæstinensisk baggrund. Han var to år, da familien kom til Belgien. Som mange af de belgiske jihadister begyndte han først at lære flamsk som syvårig. De fysiske barndomsrammer var Molenbeek. I modsætning til jihadisterne sætter han pris på det samfund, der åbnede sine døre for familien. Han elsker Belgien og de andre europæiske demokratier. Og måske vigtigst besluttede AlDe’emehs far at flytte familien væk fra Molenbeek, som han forklarer. Hans arabiske faders begrundelse for flytningen var, at der var for mange arabere i Molenbeek.
Med den baggrund var det ikke noget svært valg, da tilbuddet om at hjælpe efterretningstjenesten meldte sig. Afpresning er ofte en del af »pakken«, når efterretningstjenester hverver informanter. Når det ideologiske ståsted ikke tillader hvervning, udnyttes de svage punkter, såsom kompromitterende billeder eller oplysninger.
AlDe’emeh meldte sig gerne. »Endelig,« var hans første tanke, da den belgiske efterretningstjeneste i 2014 skrev et brev og inviterede ham til den samtale, der kickstartede hans karriere som informant.
Han var netop kommet tilbage fra Syrien. Som en del af sit feltarbejde i forbindelse med en doktorafhandling om jihadister havde han ladet sig smugle ind over den syriske grænse via Tyrkiet i selskab med belgiske jihadister. Han så, hvordan belgiske statsborgere dengang sluttede sig til al-Qaeda. Mange af dem løj over for familierne hjemme i Molenbeek og Schaerbeek og sagde, at de var i Syrien for at uddele nødhjælp til trængende. I virkeligheden havde de sluttet sig til en af verdens farligste terrororganisationer. Med tiden ville de fleste af dem skifte til den dengang vindende hest og erklære troskab til Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.
Turen ind i Syrien gik overraskende let. Tyrkerne vendte det blinde øje til strømmen af jihadister. Men allerede inden den belgiske efterretningstjeneste gav ham mulighed for at spionere mod jihadisterne, blev han mistænkt for at have onde hensigter. Han var trods alt på udebane i det krigshærgede Aleppo-område som jihadforsker. Og, som han genfortæller, en anelse for ivrig. »Jeg bad om at få et møde med Jabhat al-Nusras leder Abu Muhammed al-Julani. I stedet for at få et svar blev jeg hentet midt om natten og kørt væk med bind for øjnene.«
AlDe’emeh blev anbragt i en lille celle, og her begyndte afhøringen. Han var mistænkt for at være den spion, han først ville blive en måneds tid senere.» Jeg blev kun sat fri igen, fordi en af de jihadister, jeg kendte fra Antwerpen, sagde god for mig,« fortæller han.
AlDe’emeh var herefter mere end villig til at hjælpe myndighederne med at få indblik i, hvad der skete på jihadisternes vej mellem Bruxelles og Syrien. »I løbet af de første måneder som informant lykkedes det at etablere kontakt til en række belgiske jihadister og få dem lokaliseret geografisk,« fortæller han.
Et amerikansk luftangreb mod en af de baser, han havde besøgt dagligt under sit ophold i Syrien, genoplivede beskyldningerne om spionage. »De var overbeviste om, at det var mig, der havde sladret og forårsaget angrebet,« siger han. Denne gang havde de ret. Han var spion, men det var ifølge AlDe’emehs eget udsagn ikke ham, der gav koordinaterne videre. AlDe’emeh parkerer sin bil og viser vej til en næsten tom restaurant. Han vælger et bord i et hjørne og sætter sig, så han kan se indgangen. Han ser på intet tidspunkt bange eller paranoid ud.
»Jeg ved, at Islamisk Stats trusler mod mig bør tages alvorligt. Men jeg vil sige, at det gør mig mere nervøs, når jeg ikke modtager trusler i en periode. For så er det min fornemmelse, at reelle planer bliver udarbejdet,« siger han.
AlDe’emeh bliver ikke beskyttet af de belgiske myndigheder til trods for de mange trusler. Og han må finde sig i at høre ubekræftede udsagn fra uofficielle kilder om jihadisternes angivelige mordplaner uden respons fra de myndigheder, han har hjulpet i kampen mod de samme jihadister. Udgivelsen af bogen er et vigtigt personligt punktum efter fire hektiske år. Den er AlDe’emehs billet videre efter bruddet med efterretningstjenesten, der fandt sted allerede i begyndelsen af 2016. Bogen er også hans egen version af et dramatisk hændelsesforløb, der sidste år endte med en bøde og betinget dom på seks måneder for dokumentfalsk. I efteråret 2015 hjalp AlDe’emeh en lokal imam, der bad om en tjeneste. AlDe’emeh var på det tidspunkt ansvarlig for et afradikaliseringsprogram i Molenbeek, der var oprettet med efterretningstjenestens billigelse og med det formål at skaffe AlDe’emeh adgang til en bred vifte af radikaliserede unge.
Den lokale imam ville have AlDe’emehs hjælp til at forfatte en erklæring om, at imamens bror ikke længere var radikaliseret. Han spurgte efterretningstjenesten til råds om sagen og fik ifølge eget udsagn lov til at fortsætte. Tanken var, at hjælp til imamen ville udvide AlDe’emehsnetværk og styrke hans position blandt de lokale jihadister.
Men efter dokumentets tilblivelse begynder det belgiske politi at blande sig i sagen. AlDe’emeh havde gennem hele forløbet tillid til, at efterretningstjenesten ville forhindre en eventuel retssag, men da det ikke skete, og han til sidst stod over, for en dommer, valgte han selv at fortælle, at han hjalp med at forfatte dokumentet som agent for efterretningstjenesten.
Alene
»Fra at blive omta lt som en af de bedste infor- manter af de tre efterretningsofficerer, jeg mødtes med jævnligt, stod jeg pludselig alene over for en dommer,« siger AlDe’emeh. Efterretningstjenesten brød forbindelsen, da den fandt ud af, at han havde fortalt dommeren om sit hemmelige virke. Og AlDe’emeh blev herefter kendt skyldig i dokumentfalsk. »Jeg har ikke nogen forklaring på, hvordan det kunne gå til, eller hvorfor efterretningen ikke greb ind tidligere i sagen. Det eneste, jeg ved, er, at selv efterretningstjenestens beføjelser kan være begrænsede, og at politiet ofte har et anspændt og forhold« siger han.
I dag arbejder AlDe’emeh som rådgiver på en række skoler samtidig med at han forsøger at færdiggøre den doktorafhandling, han måtte afbryde i 2014. Det måske mest overraskende er, at mens AlDe’emeh er faldet i unåde hos IS-jihadisterne, har hans åbenhed om rollen som myndighedernes informant også givet ham en særlig status. Familier opsøger ham for at få gode råd. I tiden mellem januar da efterretningstjenesten droppede samarbejdet med ham, og terrorangrebene i Bruxelles i marts 2016, blev han opsøgt af en ung kvinde – Salah Abdeslams forlovede. Her sad AlDe’emeh ansigt med en af de personer, der var mest knyttet til manden bag angrebene i Paris i november 2015.
Det var en utrolig situation. På det tidspunkt var Salah Abdeslam stadig på fri fod, men AlDe’emeh var på det tidspunkt faldet i unåde hos efterretningstjenesten.
I dag piner tanken ham om, at han måske kunne have bidraget med vigtige oplysninger inden terroranslaget den 22. marts 2016 i Bruxelles, der ud over de tre gerningsmænd tog livet af 32 mennesker og sårede over 300. Han taler konstant som en person, der ville tage imod tilbuddet fra efterretningstjenesten igen, hvis det kunne lade sig gøre. For AlDe’emeh opfatter det stadig som sin »borgerpligt« at beskytte Belgien og resten af Europa mod de grupper, der vil demokratiet til livs. Og mens bogen i høj grad er skrevet for at skabe klarhed om hans tid som informant og de rygter, der fulgte efter hans dom, er det også et formål med værket at lade IS-jihadisterne vide, hvor sårbare de er.